Plads til Alle – et gratis tilbud fra Red Barnet

Har dit barn behov for støtte til at komme til gymnastik, fodbold, svømning eller anden form for fritidsaktivitet eller sport? Så kan Red Barnets tilbud måske være noget for jer.


I Plads til Alle vil vi hjælpe børn, der er afskåret fra foreningslivet af sociale, økonomiske eller kulturelle årsager, til at blive inkluderet i fritidslivet i Danmark.

Vores primære målgruppe er børn i alderen 5-12 år, hvis forældre ikke har mulighed for at sikre eller understøtte deres børns deltagelse i fritidslivet. Det kan der være rigtig mange årsager til. Og derfor er vi her for at hjælpe.


Plads til Alle er etableret i samarbejde med Holbæk Kommune, som står for visitering af børnene og evt. økonomisk bistand. Vi skaber kontakt til foreninger og laver praktiske aftaler, så barnet kan komme til at dyrke sin fritidsinteresse. Vi hjælper også ved at tilbyde, at barnet tilknyttes en frivillig, der sørger for at følge barnet til og fra en fritidsaktivitet. 


Red Barnets frivillige i Plads til Alle giver børn støtte, motivation og opmuntring til at deltage i fritidsaktiviteter, og hjælper dit barn med at finde en plads i et nyt fællesskab.


I skal som familie visiteres gennem kommunen eller skolen/daginstitution for at få hjælp fra Plads til Alle. Så du skal kontakte en sagsbehandler i kommunen, en lærer i skolen eller en pædagog i daginstitutionen, som så vil kontakte os, så vi kan få en snak om jeres muligheder.


Red Barnet Holbæk Lokalforening


Kontakt
e-mail: pladstilalleholbaek@redbarnet.dk